Blue Print #1, mars 2007    
         
Internationell avel av den skandinaviska
typen av Russian Blue

 

   

Kenneth Eklind från Blue Print ställer uppfödarfrågor till Esben Nielsen och Dorthe Jensen

Hur har ni tänkt, när ni valt avelshanar till era kullar?

Den første han, vores egen Miakis, købte vi kun fordi vi syntes Knirke (vores første Russian Blue) skulle have selskab. Men da vi efter længere tids overvejelser syntes at vi ville prøve at have et kuld killinger, blev det mellem disse to. Så han var egentlig ikke købt med opdræt for øje, men som selskab for Knirke ( og os).

Det næste kuld som Knirke fik, var ikke med den han som vi havde udset os. Men fordi han var i Finland på dette tidspunkt, fik vi kontakt til en anden han. Dette valg var ikke det bedste viste det sig, da killingerne desværre fik en gul kant i øjene, men ellers var nogle rigtig pæne killinger.

Fra vores første kuld, valgte vi at beholde Potamia, da vi syntes hun var en rimelig smuk kat med et godt temperament og smukke grønne øjne. Hendes første kuld var med Elvis Rosa Glauca som far, som er en import fra Tjekkiet. Vi syntes, at Elvis var en pæn hankat med en god pels. Og netop pelsen, ville vi gerne forbedre, da hverken Knirke eller Potamia har en specielt god pels, den er lidt for flad. Øjene derimod er deres stærke, side samt korpsbygningen, slanke og elegante, og endelig ville vi gerne forbedre profilen, for Potamia har ikke en helt lige profil. Og både Elvis og de katte der ligger bag ham, har pæne profiler. Når vi nu ser på de 4 katte der kom ud af det, så fik vi indfriet vores forventninger. Vi syntes at de stadig har det meste af det skandinaviske look, men har en betydelig bedre pels, og ikke mindst et pragtfuldt temperament. Vi beholdte selv Carerra (Trunte). Nu er de jo voksne fine katte, og vi kan se at Carrera (ovan) adskiller sig lidt fra de andre, hun er lidt mindre, og har en anden struktur i pelsen, som er fyldig, og meget blød. I øjeblikket håber vi på at Carrera snart bliver drægtig, med vores egen hankat, Maxi.

Ved Knirkes tredje og sidste kuld, valgte vi Silvergrey Paragon Blue Fiver, en amerikansk import. Fiver har et utroligt godt temerament og en utrolig god pels. Vi har set at Knirke formåede at give type, øjenfarve osv videre til sine killinger, derfor var valget ikke så svært. Men også udvalget af velegnede avlshantte i DK, var begrænset. Knirke fik 3 smukke hunkillinger – syntes vi da selv. Det var egentlig ikke meningen at vi ville beholde flere katte selv, men som ugerne skred frem, og vi kunne se at lille Emanushka (t.v.) udviklede sig netop sådan som vi havde håbet på, og at hun representerede det ”mål” vi gerne ville nå, ja så blev hun selvfølgelig boede.

Derfor var det også dejligt bekræftende at høre dommer Stephe Bruin NL, ved Felis Danicas 50 års jubilæums udstilling sige følgende om Emanushka:

Killingen her er et godt eksembel på, hvordan det kan se ud når det lykkedes for en opdrætter at kombinere de skandinaviske, kontinentale og amerikanske liner og typer, uden at katten på nogen måde bliver ekstremt typet, men en flot repræsestant for hvordan fremtidens Russian Blue kan se ud !!. Hun blev EX1+BIV total+NOM + BIS.

Ved Potamia`s andet og sidste kuld, der valgte vi at kigge ud over Danmarks grænser, og fik vi øje på Zarin Archie. En finsk opdrættet, men svensk ejet kat. Vi valgte Archie, fordi vi syntes han er en rigtig flot kat, men også for at få tilført lidt ”nyt” blod til avlen. Vi vidste jo at Sagolands Kapris, lå i hans stamtavle, og denne kat har vi altid beundret, selv om vi kun har set hende på billeder. Potamia fik 5 killinger, 4 hunner og 1 han. Typemæssigt er de blevet som vi have håbet. Hankatten, flyttede til Tyskland, og skal bruges i et tysk opdræt. Han har det skønneste temperament, en god pelskvalitet, en mere mørk farve en tyskerne er vant til at se, og de mest fantastiske grønne øjne. Desværre har han et lille bitte bump på næsen, men de andre kvaliteter han har, opvejer dette i hans kvalitet som avlhan. Af de 4 hunkatte, er en hun fertil endnu. De er blevet rigtig pæne katte, med meget skandinavisk look.

Hur valde ni er egen hane Maxi?

Det tog os mere end 2 år at finde Maxi. Dels fordi, at lige pludselig så mistede vi kontakten til en opdrætter i Finland, som vi egnentlig havde aftalt at bytte killing med, og efterfølgende fordi den killing vi skulle have fra en anden dansk opdrætter pludselig døde 6 uger gammel.

Så det tog sin tid, men nu syntes vi, at han var ventetiden værd.

Vi valgte Maxi ud fra dels hans (og hans forældres) udseende og hvilke linier der lå bagved. Og så har vi haft hjælp af Dorthe Salamander og Kirsten Kaae, som vi har rådspurgt, dels om de bagvedliggende linier og om de kendte noget til eventuelle skavanker, eller styrker. Vi har så ud fra disse oplysninger truffet vores eget valg. Vi var i Tyskland mellem jul og nytår 2005, for at se Maxi ”live”. Og da vi så ham var vi bare solgt, det var ham vi skulle have. Vi blev bekræftiget i vores valg, da vi så Maxi`s forældre, far Erni og mor Speedy. Og vi har ikke et øjeblik fortrudt at vi købte ham, han har et utroligt godt temperament, han har en elegant krop (noget som havde høj prioritet), en god øjenfarve, en pels der ikke er alt for lys, men heller ikke så mørk som de ”gamle” skandinaviske”. Ørestillingen var vigtig for os, vi ville meget gerne undgå at ørestillingen blev som på de amerikanske liner, og vi er meget tilfredse med Maxi`s ører. Pelsen er stadig ret kort, men udvikler sig til stadighed. Maxi`s far Erni var kropsligt 2 år om at udvikle sig helt, og det håber vi meget på også gør sig gældende for Maxi.

Men det var også væsentligt for os at finde en opdrætter som vi kunne respektere, og som virkede ansvarbevidst, og seriøs i sit opdræt. Og det fandt vi hos Martina Latzke, til fulde.

Det glædede os meget, at Martina overværende, at Maxi blev BIV total og Nomineret ved WW06, da han var 1 år og 3 dage gammel.

Derudover har han også lige bevist, at han laver nogle smukke killinger. Vi valgte Maxi hovedsagligt til eget brug, da vi gerne vil have nyt blod tilført opdrættet, både her i Danmark, men måske også i de øvrige skandinaviske lande, i særlige tilfælde.

Har ni speciella tankar kring hur många kullar man bör ta efter avelshanar och avelshonor?

Det er et svært spørgsmål at svare på.

Men hvis vi tager hunkatte først, så afhænger det jo meget af om hun trives med at have killinger og om hun får gode og sunde killinger, og hvordan de tåler p-pillerne. Men vi ville nok ikke lade vore hunkatte få mere end  4  – 6 kuld. Knirke og Potamia har aldrig haft det helt optimalt med at få p-piller, så derfor er både de nu kastrede, i en alder af ca 4 år. Deres arvtagere som fertile hunkatte, Carrera og Emanushka, tager over herfra. Og de 2 ”gamle” nyder deres tidlige, men velfortjenete otium.

Med hensyn til avlshanerne, så er det vist lidt mere en ”varm kartoffel” som man siger på dansk.

Vores grænse går ved ca 25% forstået sådan at, hvis 1 hankat er fader til mere end 25% af en årgang af killinger, i et givent land, så er loftet nået.

Men hvis man ser på det total antal kuld og killinger en hankat kan være far til, så vil det nok ligge på 20 – 25 kuld, og maksimalt 100 killinger over en årrække.

Men det er svært at generalisere over dette, for der kan være situationer hvor det har sin berettigelse at overskide denne. Hvis ikke mange af killingerne går videre i avl, har det jo en anden betydning, og bliver en stor del ekporteret til udlandet, har det også en betydning for den samlede vurdering. Og vurderingen er jo meget individuel, og personlig. Her har opdrætterne et stort ansvar, for udviklingen af racens sundhed og forvaltningen af arvemasse.

Vad anser ni om de olika typerna av Russian Blue?

Vi foretrækker den skandinaviske types store mandelformede grønne øjne, med god indbyrdes afstand, kort kile, profil med udtalt knæk, stærk hage og flad pande, ører, der er brede ved basen, og følger kæbelinen opad ( ikke som på de britiske russere). Pelskvaliteten fra den amerikanske type (med rigeligt underuld) dog ikke så lys som de amerikanske katte, og ikke med en ”britte-pels”. For hvis pelsen bliver for lys mister den sølvskæret og er ikke længere blå men grå/lilla, det går også ud over de grønne øjne hvis de bliver for lyse. Dette sammen med den kontinentale types elegante krop og lange ben samt den engelske types markante knurhårspuder, er nok den type Russian Blue vi godt kan lide, og det er den type vi forsætte med at arbejde hen imod.

Foton: Esben Nielsen

   


Tillbaka